En vægtig opgave

En vægtig opgave

At skabe en byvandring er en tung opgave. Foreløbigt har ca. 9,4 kg bogindhold fundet vej til mit hoved (og jeg har endda ikke hentet alle fra biblioteket endnu), og det rodsammen af viden, det har genereret er så småt ved at udkrystallisere sig og falde ned i de relevante huller, så de kan systematiseres og organiseres og sys om til små, sjove, læseværdige bidder i en quiz for fodtusser. En gazillion clips fortæller, hvor jeg kan genfinde den myrdede byfoged, de krigeriske jomfruer, kostalden på torvet og historien om hin købmand med ’det rige initiativ, den enestående virkelyst, ja vi kan sige det vovemod, parret med flid og arbejdsvilje, der lige fra fædrene tid prægede slægten…’ (ham med kostalden).

Og hvad jeg ikke har i hovedet, har jeg så heller ikke i benene… i hvert fald har dagens forsøgsvandring vist, at der er en vej, turen ikke skal gå. Den er både for lang og for kedelig og led af en bemærkelsesværdig mangel på både siddemuligheder og iskiosker. Til gengæld var den gode ende smuk – let nok i vejr som i dag med glasklart solskin og blink i bølgen blå.